Forord

For 3 år siden havde jeg kunstfotograf Søren Rønholt (roenholt.dk) som mentor i en hel uge oppe i Skagen. Han talte om vigtigheden af at føle resonans med sine omgivelser eller de motiver, man gerne vil fotografere.

Det var en øjenåbner af dimensioner for mig.

Der skulle være samklang mellem mig og de omgivelser, jeg tager billeder af, for at de kan blive gode. Jeg kom frem til, at hvis jeg skulle opnå resonans med mine billeder, skulle det være med analoge kameraer, både med 35 mm og i mellemformat. Samt i sort/hvid. Analoge billeder har en stoflighed, som ikke findes på de billeder, der er taget med digitale kameraer. Analoge billeder har tilmed det karakteristiske kornede struktur (i stedet for pixel).

Set med digitale øjne ligner det en form for kvalitetsmæssig forringelse.

Sådan ser jeg imidlertid ikke på det. Vi lever alle et liv, hvor det går op og ned. Et liv udelukkende med lykke og perfekthed er ikke-eksisterende. Vi får af og til knubs, men vi kommer ofte på en eller anden måde igennem det. Med inspiration af Anton Corbijn, så er livet 'imperfekt', og det bør billederne selvsagt også give udtryk for.

Analoge kameraer leverer i mine øjne de perfekte 'imperfekte' billeder, og det tiltrækker mig i høj grad.

Der skal gøres opmærksom på, at jeg på ingen måde er en fundamentalist, en enten-eller. Jeg har stadig mit digitale udstyr, men for tiden ligger de langt inde i skabet i en slags dvale. Og har gjort det i over et års tid.

August 2022

Ole Vestergaard